Spring til indhold
Teaterfuglene

Teaterfuglene

Oplev en helt nyskrevet PixiForestilling af Kasper Holten i denne finurlige forestilling for børn

I foråret 2023 udklækkes en helt ny fortælling for de mindste teatergængere. Teaterchef og instruktør Kasper Holten har skrevet en helt ny PixiForestilling, som giver børn og deres voksne en sjov og uhøjtidelig introduktion til teatrets klassiske kunstarter; opera, skuespil, ballet og koncert.

Teaterfuglene er en forestilling i miniformat lavet og fortalt til børn med sange og musikalske uddrag fra kendte musikalske værker, men som har fået ny tekst. I forestillingen møder vi en flok utilpassede fugle, som altid kommer galt afsted ude i virkeligheden. Men da de en dag mødes på Det Kongelige Teater finder de den rede, de altid har søgt efter: Her bliver der klappet, når de larmer, synger og flyver, og her er der plads til deres store dramaer!

Giv børn deres måske første møde med både opera, skuespil, ballet og koncert i denne fornøjelige forestilling for de små.

Anbefales for børn fra 4-10 år og deres voksne.

Forestillingen er gratis, men kræver booking af adgangsbillet.

BEMÆRK! Adgangsbilletten giver adgang til Operaens foyer fra en time før forestillingen til en halv time efter. Pladser på stole og puder tildeles efter ”først til mølle” -princippet. Det er ikke tilladt at spærre pladser til andre.

Ståpladser og øvrige siddepladser på gulv anvises af personalet under hensyntagen til flugtveje og scenens opbygning.

Opera Cafeen er åben og sælger børnebokse.

Tekst og instruktion: Kasper Holten
Scenografi og dukkedesign: Rolf Søborg Hansen
Musikalsk arrangement: Mathias Friis-Hansen